Hvad kan du selv gøre for dit barn i hverdagen?
Træningen i Børneterapien giver det bedste resultat, når vi sammen arbejder mod det overordnede mål og at der således også bliver lavet aktiviteter eller små øvelser derhjemme.
For nogle børn drejer det sig om, at de selv skal gå op og ned af trappen uden at holde i hånd, når de færdes derhjemme. For andre skal der bruges 10-15 minutter hver dag på at spille et bestemt spil, som fremmer finmotorikken, spille bold, lægge puslespil eller udføre en bestemt motorisk øvelse.
For andre igen kan det dreje sig om, at barnet og en forælder et par dage om ugen skal lege en bestemt motorisk leg derhjemme, på legepladsen eller i skoven.
Hvis det skal være en succes, skal vi sammen finde en model der er relevant og som kan hænge sammen for jer som familie i en travl hverdag.
Mange af de familier vi møder, går til jævnlige undersøgelser hos andre sundhedspersoner, som måske også giver jer øvelser, der skal passes ind i hverdagen sammen med madlavning, lektier, frtitidsinteresser og søvn. Så tal med os om, hvad I kan overkomme, og sammen finder vi en god løsning, der både fungerer for jeres barn og for resten af familien.